I afhandlingen "Fornøden forbindelse til offentlig vej" gives et billede af retstilstanden i situationer, hvor ejendomme på forskellig vis får ændret forbindelsen til det offentlige vejnet.

• En ekspropriationsretlig analyse af vejlovens § 69 med baggrund i doms- og taksationspraksis har vist det overflødigt at anlægge en forfatningsretlig bedømmelse af, hvorvidt retableret forbindelse til det offentlige vejnet er fornøden samt af, hvorvidt der skal ydes erstatning. Dette skyldes, at praksis hviler på en til dels udvidende fortolkning af vejlovens § 69 og ikke på en direkte fortolkning af grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.
• Emnet er behandlet i 4 delanalyser, nemlig: "Retablering af forbindelse til offentlig vej", "Foranstaltninger på ejendommen", "Landbrug" samt "Bestemmelsens anvendelse på andet end vejanlæg".
• Vejadgangsspørgsmålet blev først lovreguleret i 1957 i vejbestyrelseslovens § 32 med introduktionen af begrebet "fornøden forbindelse til offentlig vej" og sidenhen konkretiseret i 1975 i negative lovaffattelser af begrebet i vejlovens § 69, stk. 2, 2. pkt..
• Det centrale er og var, at adgang til offentlig vej er en sikret ret, mens en række tab som følge af ejendommens andre forhold til omverdenen ikke udløser erstatning. Denne opfattelse kan ud fra statsforfatningsretlig skønsteori begrundes med, at omlægning af vejforbindelse er en generel og dermed erstatningsfri regulering.
  **